Relationer betyder meget for vores trivsel. Når de er trygge, kan de give os nærhed, støtte og følelsen af at høre til. Men nogle gange bliver relationer svære. Måske oplever du afstand, misforståelser, konflikter eller, at du "mister dig selv" i relationen til en anden.
Jeg møder ofte mennesker, der har det svært i deres nære relationer, hvor det f.eks. kan komme til udtryk som angst, nedtrykthed eller ensomhed. Det kan handle om gamle mønstre, vi har lært tidligt i livet, og som engang hjalp os med at navigere i vores relationer, men som i dag kan stå i vejen for tryghed og god kontakt.
I terapien skaber vi sammen et trygt rum, hvor du kan undersøge dine relationelle erfaringer. Vi arbejder med det, du har med dig. og det du længes efter. For når vi bliver bevidste om vores mønstre og behov, bliver det nemmere at skabe bedre relationer. Både til andre og til os selv.
At bearbejde traumer handler ikke kun om at tale om det, der er sket for dig, men også om, hvordan det stadig påvirker dig i dag. Når noget overvældende sker for os, og vi ikke har mulighed for at tale om det, udvikler vi ofte strategier til at holde det på afstand, fordi det gør for ondt at mærke selv. Det kan for eksempel være at undgå svære følelser forbundet med oplevelsen eller konstant at være på vagt.
I terapien skaber vi et trygt rum, hvor du nænsomt kan begynde at forstå dine reaktioner. For når vi arbejder med det, der har været for svært at bære alene, skaber vi mulighed for mere frihed og ro.
Mit navn er Lærke. Jeg er uddannet psykolog fra Aalborg og Aarhus Universitet, og bor idag i København med min kæreste.
Her er tre ting, som er vigtigt for mig at skabe i det terapeutiske rum
1)
Muligheden for at indgå i en tryg relation, hvor der er plads til at tale om og udtrykke de ting, der ellers kan være svære.
2)
Muligheden for at forstå, hvad der ligger bag dine/jeres udfordringer, og hvad der står i vejen for at skabe forandringer,
3)
Muligheden for at finde en plads til dine/jeres svære oplevelser og følelser, så de kan anerkendes som en del af dig/jer, og ikke dukker op som noget fremmed.
.
Psykolog Lærke Clement
Peder Skrams Gade 17, 4.th.
1054 København K
Danmark
Mandag 09.00-18.00
Tirsdag 09.00-18.00
Onsdag 09.00-18.00
© 2024